Min synske mor

Da jeg var lille syntes jeg ind imellem at min mor var for anderledes. Hun var glad, varm og kærlig det meste af tiden, men når der kom mennesker på besøg hos os, ændredes hendes adfærd og hun var ikke længere min mor. Ikke så nemt for et lille barn. Jeg forestiller mig, at det er det samme for alle børn, som ikke længere har mulighed for at relatere til sin forælder. Nu var hun der, for sin kunde. Hun gik ind i en anden tilstand og ændrede væremåde. Jeg forstod senere, at hun var min synske mor, ved disse tilfælde.

Efter at min lillebror blev født, lavede hun ikke længere tydninger hos os derhjemme, men havde et andet lokale. Så forsvandt også den del af hendes liv, og der kunne gå lang tid, før jeg overhovedet tænkte på hende som ”min synske mor”.

Hun er nu 69 år, og går på pension. Hun supplerer sin indkomst med 4–5 kunder pr. uge, og jeg glæder mig på hendes vegne. Hun giver virkelig noget meningsfuldt til sine medmennesker, og får samtidig lidt mere at leve af. Hun har tavshedspligt, selvfølgelig, men fortæller nogle gange om en kunde, uden at røbe navn, personlige forhold eller andet som kan kobles til en enkelt person. Dette er mennesker som hun har hjulpet frem til en forløsning i deres liv, eller som har taget nogle konstruktive valg, efter vejledning af min synske mor. Og som har noget at lære os andre.

Her kommer en lille fortælling fra hendes mund. Jeg har selv fundet på, at give kvinden og min mor replikker. Min mor ville aldrig finde på at sige sådan noget til andre personer. Hendes møde med en klient er altid fortrolig. Men hun har alligevel kunnet formidle budskabet i denne historie. Den har virkelig betydet noget for mig selv, og har gjort, at alt jeg oplever som er smerteligt, nu er fuldstændig tilgivet. 

En af de kvinder, der tit kom til mor, plejede at klage over sin barndom. “Hvis ikke det var sket, ville jeg være en berømt operasanger i dag”, sagde hun. “Min lærer sagde, at jeg havde en stemme, som var egnet til et publikum fra hele verden.”

Nå ja, min mor prøvede at kontakte den anden side flere gange, men der kom ikke nogle svar. Hun fik simpelt hen ingen respons, da hun spurgte om hjælp. Men der kom alligevel nogle billeder. Min synske mor plejede aldrig at se indre billeder, men hun fik tit svar gennem at høre en indre stemme. 

Nu så hun billeder af, hvordan en kvinde forladte sine børn, for et mere spændende liv sammen med en elsker. Hun så, hvordan kvinden ikke kunne mærke børnenes sorg og mangel på tilknytning. Hun så deres utryghed og, hvordan deres fornemmelse af selvværd blev hårdt ramt. De døde begge to, i forbindelse med en ulykke. Hvis en voksen person havde været sammen med dem, ville den ikke være sket.

Kvinden var til ”tydning” tre-fire gange, før min synske mor forstod, at kvinden hun så i sit indre, var den samme kvinde som kom på besøg, blot i en tidligere inkarnation. Hun vidste ikke rigtig, hvordan hun skulle fortælle hende om billederne. Men den femte gang som kvinden kom og beklagede sig, fattede hun mod og sagde: ”Jeg tror jeg forstår, hvorfor du blev forladt som lille, da din mor blev deprimeret. Livet er ikke uretfærdigt. Din mor har været en kanal for at give dig dine egne energier tilbage. Du har selv forladt dine børn en gang, og fik denne gang lov til, at opleve det samme. For at udvikle din medfølelse og evne til kærlige handlinger. Man lader ikke børn komme til verden, for siden ikke at tage hånd om dem.” 

Kvinden blev tavs. Hun begyndte at græde. Hendes tårer var forløsende, for hun sagde ”tak”, så snart de holdt op med at strømme. ”Tak! Jeg har nok vidst dette inde i mig selv hele tiden. Jeg har i dette liv lært mine lektier. Jeg vil aldrig mere kunne forlade et menneske, som er afhængig af mig og min omsorg.”

”Næste gang kan du blive en stor sangerinde”, sagde min mor. ”Med endnu mere hjertevarme og lys at give ved din sang. ”Ja, sagde kvinden, jeg vil bare blive ved med at træne min stemme, så jeg vedligeholder mit talent, og vil også fremover være generøs overfor alle mine elever. Aldrig misundelig”.

Denne lille historie, formidlet af min synske mor, har formet mig, og former mig hver dag, at tilgive dem, som gør mig noget ondt, eller det, som føles som noget ondt. Jeg ser disse personer som budbringere. Som et postbud som kommer med den pakke, jeg selv har sendt afsted en gang. Det giver så megen kraft og overskud – ikke at bære rundt på martyr-følelser og i stedet se livet som en lang skolegang, hvor jeg får mange flere chancer i dette og i næstkommende liv.

Lignende ting og mange andre slags, kan du få opleve og lære, når du kontakter en klarsynet person.