Heksekunst

Hører man ordet ”heksekunst” vil mange nok huske tilbage på barndommen; Hans og Grete, Prop og Berta og så videre. Eller hvis man har en vis interesse for historie, vil man genkalde sig litteraturen om hekseafbrændinger i middelalderen.

Ordet ”heks” som sprogligt er et navneord, har i vor tid fået en dobbeltbetydning som tillægsord. En mor kan f.x. skræmme sit lille barn med et såkaldt ”heksegrin”, eller man bruger udtrykket heks om personer (særligt kvinder), der opfører sig ondskabsfuldt.

På grund af ordets mange tolkninger kan det være svært at forstå, endda at tage alvorligt når nogen siger, at de udøver heksekunst.

Slår man heksekunst op i den danske ordbog, får man da også følgende definitioner:
1. Det at (kunne) hekse; handling der består i at hekse.
2. Det at bruge spidsfindige, lidt uærlige metoder for at opnå noget; handling der består i at bruge en sådan metode.

Dette understreger ganske godt den flertydighed, hvormed begrebet heksekunst bruges.

Man kan derfor blive overrasket over, hvor mange i danmark, der rent faktisk praktiserer hekseri på den ene eller anden måde.
Og her kan man godt afkræfte fordommen om sære gamle damer i en afsides hytte i skoven. Her er i høj grad tale om advokater, sygeplejersker og mange andre slags mennesker med respektable baggrunde.

Nogen hekse er enegængere, som på egen hånd fejrer ritualer der markerer årets gang og månens faser. Andre holder heksesabbatter og fremsiger besværgelser i grupper, som oftest består af 13 hekse.

I den vestlige verden er offentlighedens opfattelse af heksekunst kunst i dag radikalt anderledes end under hekseafbrændingerne i middelalderen. Indimellem forekommer der dog stadig spredte voldshandlinger mod hekse. I begyndelsen af oktober 1998 lynchede nogle bander bevæbnet med macheter for eksempel mere end 150 personer i Indonesien som man mistænkte for at være hekse. I Sydafrika blev der i perioden 1990 til 1998 rapporteret om mere end 2000 tilfælde af voldsforbrydelser mod hekse, deriblandt 577 drab.

Man kan da spørge sig selv, hvad der driver disse mennesker til udøvelsen af heksekunst. Mange hævder at en af grundene er ærbødighed for naturen og livet. Nogle lægger da også stor vægt på at deres ritualer ikke omfatter dyreofringer. Andre siger at de beskæftiger sig med heksekunst for at finde nogle som de kan dele fælles spirituelle interesser med, nogle som de kan stole på og tale åbent med. 

Mange benægter enhver forbindelse med Satan og hævder at de ikke forbinder deres religion med en helt igennem ond guddom.
For mange af dem der bliver hekse, er den primære grund at de føler en åndelig tomhed, og at de er desillusionerede over de almindeligt kendte religioner.

Mange udøvere af hekse og troldmandskunst er således utilfredse med og skeptiske overfor den lære, de har modtaget i den religion, de er født i, og derfor forsøger de med denne anderledes dyrkelse af naturen at få svar på de spørgsmål, som de ikke mener, at andre kan give dem.

Betragter man endnu engang heksekunst med et sprogligt orienteret blik kan man argumentere for, at man måske burde anvende et andet begreb for denne ærbødighed for naturen. Men hvordan skal begrebet i så fald omdefineres? Og hvem ved egentlig helt præcist, hvad en heks er?